tirsdag den 26. februar 2013

Hvordan skal vi tjene penge, når alt på internettet er gratis?

I en kronik i Politiken skriver læsernes redaktør at der er “nye tider for gratisterne”. De nye tider betyder, at Politiken vil lægge deres indhold bag en “paywall”. I lighed med andre netmedier, har de forsøgt at fastsætte hvornår denne foranstaltning skal træde i kraft - og hvad brugerne så skal betale. I denne iteration blev det så 25 artikler om måneden, ellers skal du betale for deres digitale abonnement.

Al respekt for at Politiken forsøger at tjene penge, jeg tror ikke det kommer til at virke. Avisernes monopol på nyhedsformidlingen er for alvor overstået. Nu er nyhederne allestedsnærverende. På mobilen, på internettet, i radioen, på 24-timers nyhedskanaler, eller gratis udelt i de store byer. Der er nyheder til vi brækker os.

Hvis vi ser hvad 90% af befolkningen er interesseret i på nettet, så er det ikke de hårdslående, dybdeborene, indsigtsfulde historier. Vi hungrer i stedet sladder, sex og foragelse. Fodr dem det lort med tonsvis af reklamer rundt om, men drop for guds skyld mediestøtten til det.

Det går kun en vej: Aviserne vil dø. Om en paywall så udsætter eller forskynder denne process, det må eksperimentet vise.

Fortvivl ikke: Af avisernes aske opstår nye medier, som vil være langt mindre og være tættere i kontakt med deres målgruppe. Et godt eksempel er Zetland, som har bidraget med hele to nyskabelser til det danske mediebillede: Singles og popup-magazine klonen Zetland Live.

Og det er som om vi gentager debatten om pladeselskaber og pirater. Men nu er det også den samme industri.

Da jeg for mange år siden i en af mine første debatter fik spørgsmålet: “hvordan skal vi kunne tjene penge på internet når alt er gratis” fra en pladeselskabsadvokat, så slog det mig hvor fejlagtigt det spørgsmål blev stillet. Det er samme spørgsmål som altid er blevet gentaget som et mantra. For det handler ikke om hvordan pladeselskaberne skal tjene penge, det handler om hvordan vi skal finansiere det at skabe. Hvorfor er det så givet at pladeselskaberne skal fortsætte med at eksistere? Hvad har de for overmenneskelig ret at bibeholde sin kontrollerende rolle?

Peter Sunde

Velkommen til den digitale betalingsvirkelighed. Den er kommet for at blive.